Min mormor samlede på porcelæn.
Ikke sådan noget dyrt Royal Copenhagen med blå blomster. Nej, hun samlede på de der små, billige figurer, man kunne købe i Bilka i 80'erne. Små hunde med store øjne, nisser med røde huer, engle med forgyldte vinger. Hun havde dem stående på en hylde i stuen, og når vi kom på besøg, skulle vi gætte, hvilken der var ny.
Jeg elskede det.
Hun døde i juni. Jeg fik samlingen. Min fætter fik pengene. Det var fair nok. Jeg ville hellere have figurerne alligevel.
Jeg stillede dem på en hylde i min lejlighed på Vesterbro. Der var 43 stykker. Små hunde, nisser, engle, en enkelt kat med glasøjne. Min kæreste Mark sagde, at de var grimme. Jeg sagde, at det var ligemeget. Han rullede med øjnene. Jeg lod dem stå.
I oktober opdagede jeg, at katten med glasøjne var gået i stykker.
Jeg ved ikke, hvordan det skete. Den stod bare der en dag med hovedet på skrå og en revne tværs over maven. Måske var det solen. Måske var det bare alderen. Måske var det Mark, der kom for tæt på med støvsugeren. Jeg spurgte ham ikke.
Jeg satte mig på gulvet med katten i hånden og græd.
Ikke over katten. Over min mormor. Over alle de gange, jeg havde siddet i hendes stue og gættet på nye figurer. Over dengang hun gav mig en lille engel til min konfirmation og sagde: Den passer på dig. Over at hun var væk, og at jeg aldrig ville få lov at gætte igen.
Mark stod i døren. Han sagde: Skal vi ikke bare smide den ud? Jeg sagde: Nej.
Jeg googlede porcelænsrestaurering.
Det viste sig, at der findes folk, der gør den slags. En mand i Valby kunne lime katten sammen, slibe revnen og lakere den, så man næsten ikke kunne se det. Det kostede 1.800 kroner.
Det havde jeg ikke.
Jeg havde 600 kroner til mad resten af måneden. Det var 14 dage til næste løn. Jeg kunne leve på havregryn og pasta i 14 dage. Det havde jeg gjort før. Men jeg kunne ikke leve med en i stykker kat på hylden.
Om aftenen sad jeg alene i stuen. Mark var taget til fodbold med nogle venner. Jeg kiggede på de 42 hele figurer og den ene i stykker. Min mormor ville have grædt. Ikke over katten. Over mig.
Jeg tog min telefon.
Min kollega Ida havde nævnt noget i fredagsbaren. Hun sagde, at hun nogle gange spillede om aftenen, når børnene var lagt i seng. Ikke for pengene, sagde hun. Bare for hyggen. Hun kaldte det
casinoudenrofus2026.eu.com.
Jeg tastede det ind.
Siden var lyserød. Der var hjerter og diamanter og noget, der lignede slik. Jeg satte 300 ind. Det var halvdelen af min madbudget. Jeg tænkte, at jeg kunne spise havregryn i en uge mere.
Jeg valgte et spil med krystaller. Det hed Starburst. Jeg trykkede på spin. Farverne dansede hen over skærmen. Rød, gul, blå. Jeg trykkede igen. Og igen.
Klokken 21:15 vandt jeg 2.300 kroner.
Jeg stirrede på skærmen. 2.300 kroner. Det var katten. Det var en uge i sommerhus med Mark, hvis vi sparede. Det var min mormor, der trak i trådene fra et eller andet sted.
Jeg hævede pengene med det samme.
Næste morgen ringede jeg til manden i Valby. Han hed Eigil, lød som 80 år, havde arbejdet med porcelæn siden 1972. Jeg sagde: Jeg har en kat med glasøjne. Han sagde: Kom forbi.
Jeg kørte derud med katten i en skotøjsæske. Eigil boede i en lille lejlighed på første sal med udsigt til en bager. Han havde lup i panden og skæl på skjorten. Han kiggede på katten i ti sekunder. Sagde: 1.800 kroner. Kom tilbage om en uge.
Jeg kom tilbage om en uge.
Katten stod på hans bord med hovedet lige og en næsten usynlig streg over maven. Eigil smilede. Sagde: Den er god nok nu. Jeg betalte. Han pakkede katten ind i silkepapir og lagde den i æsken. Sagde: Din mormor ville være stolt.
Jeg vidste ikke, hvordan han vidste det. Måske gættede han. Måske kunne han bare se den slags.
Jeg kørte hjem med æsken på passagersædet. Stillede katten tilbage på hylden ved siden af de andre. Den så ud, som om den aldrig havde været væk. Mark kom hjem fra arbejde. Han sagde: Har du fået en ny? Jeg sagde: Nej. Den er den samme. Han nikkede. Sagde: Den ser godt ud.
Jeg har ikke spillet siden den aften.
Ikke fordi jeg har forbudt mig selv. Bare fordi jeg fik det, jeg skulle have. En hel kat. En historie om Eigil i Valby. En fornemmelse af, at min mormor stadig passede på mig, selvom hun ikke var her længere.
Nogle gange tænker jeg på de farvede krystaller på skærmen. På hvordan de dansede rundt, mens jeg trykkede på spin. Jeg aner stadig ikke, hvordan spillet fungerede. Jeg trykkede bare, indtil det gav mening.
Det gjorde det til sidst.
Min søster kom forbi i søndags. Hun så på hylden med figurerne. Sagde: Har du dem alle sammen? Jeg sagde: Ja. Hun pegede på katten. Sagde: Den der kan jeg godt huske. Mormor fik den af mig til hendes 70-års fødselsdag.
Jeg vidste det ikke. Hun havde aldrig fortalt det.
Jeg sagde: Den er min yndlings.
Hun nikkede. Sagde: Ja. Det var den også for mormor.
Vi drak kaffe i køkkenet. Hun fortalte om sine børn og sit arbejde og sin mand, der aldrig hængte sit håndklæde op. Jeg lyttede. Tænkte på casinoudenrofus2026.eu.com. På 300 kroner, der blev til 2.300 på en time. På Eigil i Valby med skæl på skjorten.
Jeg fortalte hende ikke om det.
Måske en dag. Lige nu er det min hemmelighed. Min og mormors. Katten står på hylden med hovedet lige og en streg over maven, som næsten ingen kan se.
Jeg ser den hver dag.
Min mormor samlede på porcelæn.
Ikke sådan noget dyrt Royal Copenhagen med blå blomster. Nej, hun samlede på de der små, billige figurer, man kunne købe i Bilka i 80'erne. Små hunde med store øjne, nisser med røde huer, engle med forgyldte vinger. Hun havde dem stående på en hylde i stuen, og når vi kom på besøg, skulle vi gætte, hvilken der var ny.
Jeg elskede det.
Hun døde i juni. Jeg fik samlingen. Min fætter fik pengene. Det var fair nok. Jeg ville hellere have figurerne alligevel.
Jeg stillede dem på en hylde i min lejlighed på Vesterbro. Der var 43 stykker. Små hunde, nisser, engle, en enkelt kat med glasøjne. Min kæreste Mark sagde, at de var grimme. Jeg sagde, at det var ligemeget. Han rullede med øjnene. Jeg lod dem stå.
I oktober opdagede jeg, at katten med glasøjne var gået i stykker.
Jeg ved ikke, hvordan det skete. Den stod bare der en dag med hovedet på skrå og en revne tværs over maven. Måske var det solen. Måske var det bare alderen. Måske var det Mark, der kom for tæt på med støvsugeren. Jeg spurgte ham ikke.
Jeg satte mig på gulvet med katten i hånden og græd.
Ikke over katten. Over min mormor. Over alle de gange, jeg havde siddet i hendes stue og gættet på nye figurer. Over dengang hun gav mig en lille engel til min konfirmation og sagde: Den passer på dig. Over at hun var væk, og at jeg aldrig ville få lov at gætte igen.
Mark stod i døren. Han sagde: Skal vi ikke bare smide den ud? Jeg sagde: Nej.
Jeg googlede porcelænsrestaurering.
Det viste sig, at der findes folk, der gør den slags. En mand i Valby kunne lime katten sammen, slibe revnen og lakere den, så man næsten ikke kunne se det. Det kostede 1.800 kroner.
Det havde jeg ikke.
Jeg havde 600 kroner til mad resten af måneden. Det var 14 dage til næste løn. Jeg kunne leve på havregryn og pasta i 14 dage. Det havde jeg gjort før. Men jeg kunne ikke leve med en i stykker kat på hylden.
Om aftenen sad jeg alene i stuen. Mark var taget til fodbold med nogle venner. Jeg kiggede på de 42 hele figurer og den ene i stykker. Min mormor ville have grædt. Ikke over katten. Over mig.
Jeg tog min telefon.
Min kollega Ida havde nævnt noget i fredagsbaren. Hun sagde, at hun nogle gange spillede om aftenen, når børnene var lagt i seng. Ikke for pengene, sagde hun. Bare for hyggen. Hun kaldte det [url=https://casinoudenrofus2026.eu.com]casinoudenrofus2026.eu.com[/url].
Jeg tastede det ind.
Siden var lyserød. Der var hjerter og diamanter og noget, der lignede slik. Jeg satte 300 ind. Det var halvdelen af min madbudget. Jeg tænkte, at jeg kunne spise havregryn i en uge mere.
Jeg valgte et spil med krystaller. Det hed Starburst. Jeg trykkede på spin. Farverne dansede hen over skærmen. Rød, gul, blå. Jeg trykkede igen. Og igen.
Klokken 21:15 vandt jeg 2.300 kroner.
Jeg stirrede på skærmen. 2.300 kroner. Det var katten. Det var en uge i sommerhus med Mark, hvis vi sparede. Det var min mormor, der trak i trådene fra et eller andet sted.
Jeg hævede pengene med det samme.
Næste morgen ringede jeg til manden i Valby. Han hed Eigil, lød som 80 år, havde arbejdet med porcelæn siden 1972. Jeg sagde: Jeg har en kat med glasøjne. Han sagde: Kom forbi.
Jeg kørte derud med katten i en skotøjsæske. Eigil boede i en lille lejlighed på første sal med udsigt til en bager. Han havde lup i panden og skæl på skjorten. Han kiggede på katten i ti sekunder. Sagde: 1.800 kroner. Kom tilbage om en uge.
Jeg kom tilbage om en uge.
Katten stod på hans bord med hovedet lige og en næsten usynlig streg over maven. Eigil smilede. Sagde: Den er god nok nu. Jeg betalte. Han pakkede katten ind i silkepapir og lagde den i æsken. Sagde: Din mormor ville være stolt.
Jeg vidste ikke, hvordan han vidste det. Måske gættede han. Måske kunne han bare se den slags.
Jeg kørte hjem med æsken på passagersædet. Stillede katten tilbage på hylden ved siden af de andre. Den så ud, som om den aldrig havde været væk. Mark kom hjem fra arbejde. Han sagde: Har du fået en ny? Jeg sagde: Nej. Den er den samme. Han nikkede. Sagde: Den ser godt ud.
Jeg har ikke spillet siden den aften.
Ikke fordi jeg har forbudt mig selv. Bare fordi jeg fik det, jeg skulle have. En hel kat. En historie om Eigil i Valby. En fornemmelse af, at min mormor stadig passede på mig, selvom hun ikke var her længere.
Nogle gange tænker jeg på de farvede krystaller på skærmen. På hvordan de dansede rundt, mens jeg trykkede på spin. Jeg aner stadig ikke, hvordan spillet fungerede. Jeg trykkede bare, indtil det gav mening.
Det gjorde det til sidst.
Min søster kom forbi i søndags. Hun så på hylden med figurerne. Sagde: Har du dem alle sammen? Jeg sagde: Ja. Hun pegede på katten. Sagde: Den der kan jeg godt huske. Mormor fik den af mig til hendes 70-års fødselsdag.
Jeg vidste det ikke. Hun havde aldrig fortalt det.
Jeg sagde: Den er min yndlings.
Hun nikkede. Sagde: Ja. Det var den også for mormor.
Vi drak kaffe i køkkenet. Hun fortalte om sine børn og sit arbejde og sin mand, der aldrig hængte sit håndklæde op. Jeg lyttede. Tænkte på casinoudenrofus2026.eu.com. På 300 kroner, der blev til 2.300 på en time. På Eigil i Valby med skæl på skjorten.
Jeg fortalte hende ikke om det.
Måske en dag. Lige nu er det min hemmelighed. Min og mormors. Katten står på hylden med hovedet lige og en streg over maven, som næsten ingen kan se.
Jeg ser den hver dag.